Interpersonel neurobiologi er en række teorier og terapeutiske retningslinjer, som er udviklet af den amerikanske professor i psykiatri Daniel Sigel. Interpersonel neurobiologi er baseret på den nyeste viden om hjernens udvikling og kombinerer viden fra psykologi, socialvidenskab og neurovidenskab for at få en endnu bedre forståelse af den psykologiske og biologiske udvikling hos både børn og voksne. Den grundlæggende teori er, at den menneskelige hjerne udvikles både biologisk og gennem vores relationer med andre mennesker. Rigtig meget forskning peger på at dette er tilfældet.
Psykologer, både i Danmark og udlandet, har arbejdet gennem de sidste 20 år arbejdet intensivt med forskning og litteratur for at kunne dokumentere dette. F.eks. har den danske psykolog Susan Hart gennem bøger om Neuroaffektiv psykoterapi og uddannelse af fagprofessionelle, ydet et stort bidrag til forståelse af hvordan vores relationer er med til at forme hjernes udvikling. Ligeledes har den amerikanske psykiater Steven Porges bidraget til denne dokumentation gennem sin forskning og bøger om Polyvagal teori og psykoterapi.
IPNB integrerer især områder indenfor tilknytning, integration af hjernen og mentalisering og interpersonel neurobiologi har i disse år stor indflydelse på mange psykoterapeutiske retninger og forståelsen af hvordan hjernen fungerer i relation til følelser, opmærksomhed og interpersonelle relationer.
Hjernens integration
Noget af det som Siegel fremhæver er, at der helst skal udvikles en god integration mellem de forskellige kredsløb af nervenetværk i hjernen, for at man kan fungere bedst muligt i forhold til at mestring af udfordringer i livet, regulering af følelser, beslutningstagning og fleksibel problemløsning. Det betyder, at en integreret og fleksibelt fungerende hjerne giver den største grad af mental robusthed.
Hvis forskellige områder af hjernen som for eksempel højre og venstre hjernehalvdel eller den forreste og den bagerste del af hjernen ikke er særlig godt forbundet, så vil det give vanskeligheder i forhold til evnen til at kunne tilpasse sig nye situationer, nye livsvilkår og nye relationer. Ifølge Siegel, så handler det om, at opnå balance og koordination mellem de forskellige hjernestrukturer og systemer og han bruger metaforen om, at de forskellige afdelinger af hjernen ”danser” med hinanden, fremfor at fungere i hver deres afdeling relativt isoleret fra hinanden.
Tilknytning og hjernes udvikling
IPNB viser også, hvordan vores relationer, især de tidlige tilknytningsrelationer, er med til at former vores hjerneudvikling og påvirker vores følelsesmæssige og sociale funktioner.
Tidlige erfaringer af kærlighed og tryghed i tilknytningsprocessen er med til at skabe en hjerneintegration der understøtter empati, god følelsesmæssig selvregulering og psykisk modstandskraft. En usikker eller disorganiseret tilknytning kan derimod føre til vanskeligheder i sociale relationer og giver svære følelsesmæssige problemer senere i livet.
Siegels forskning viser således, hvordan kvaliteten af de tidlige tilknytningsrelationer, især forholdet mellem barnet og forældrene, kan have en gennemgribende indflydelse på hjernens udvikling og personens senere evne til at klare livets udfordringer og danne sunde relationer.
Mentalisering
Mentalisering er evnen til at kunne leve sig ind i og forstå sine egne og andres tanker og følelser.
En sund og tryg tilknytning er med til at udvikle evnen til mentalisering, som er vigtig for at vi kan regulere vores egne følelser og indgå i relationer med andre på en tryg og kærlig måde.
Mentalisering giver os mulighed for at have empati med os selv og den anden og se relationen lidt udefra, så vi kan ”styre os” og tænke over hvordan vi reagere og ikke bare være i vores følelsers vold. Mentalisering giver os mulighed for at styre vores impulser og opføre os socialt acceptabelt. Gennem god mentalisering kan vi bedre selv bidrage til at skabe sunde relationer og håndtere konflikter på en konstruktiv måde.
Følelsesmæssig selvregulering og “mindsight”
For at udvikle en god mentalisering kræver det, at man får selvindsigt i hvad man føler og tænker og hvordan det påvirker ens egne handlinger. Det vil sige, at man får et godt kendskab til sit eget sind. Processen med at kigge ind i sindet og lære sit eget sind at kende kalder Siegel for ”Mindsight”.
Det kan være svært at få et godt mindsight alene og som regel har man brug for at fortælle, sætte ord på, blive set, lyttet til og spejlet af andre, for at kunne få de nuancer og kvaliteter frem der ligger gemt i de mindre synlige afdelinger af sindet.
Når man får et mere indgående kendskab til sit eget sind giver det også mulighed for at mærke hvordan man er forbundet til sig selv og til andre på et dybere følelsesmæssigt plan.
Mindsight er en form for selvbevidsthed, hvor man aktivt observere sine tanker, følelser og kropslige fornemmelser for at opnå et større selvkendskab, selvtilknytning og mere kontrol over sine reaktioner og sin adfærd. Mindsight er vigtig for den følelsesmæssige selvregulering og oplevelsen af at kunne finde sig selv og sin retning i livet.
Neuroplasticitet – Den gode nyhed
Neuroplasticitet er hjernens evne til at ændre sig og tilpasse sig nye erfaringer gennem nye oplevelser og relationer. Det betyder, at selv om man ikke har haft de bedste vilkår i forhold til at udvikle en tryg tilknytning og en god mentaliseringsevne gennem opvæksten, så kan det ændres gennem nye oplevelser, erfaringer og relationer.
Gennem terapi, bevidst opmærksomhed og nye relationelle erfaringer kan man lære at ændre både tankemønstre og følelsesmæssige reaktionsmønstre, hvilket giver håb og muligheder for bedring når man har psykiske problemer og oplever et belastet mentalt helbred.
Interpersonel neurobiologi i psykoterapi
Daniel Siegels teorier og beskrivelser af interpersonel neurobiologi, hjerneintegration og mindsight har gennem de seneste år fået stor indflydelse på, hvordan vi forstår sindet, hjernen og de menneskelige relationer.
Hans arbejde er særligt relevant for terapeuter og psykologer, da IBNP tilbyder en videnskabelig og praktisk tilgang til at arbejde med følelsesmæssig regulering, tilknytning og selvbevidsthed.
Opbygning af en tryg terapeutisk relation
Relationen mellem terapeut og klient er afgørende for hjernens evne til at hele traumer og udvikle nye hjerneforbindelser. Terapeuten kan udvise empatisk nærvær, lytte aktivt og spejle klientens følelser og kan også benytte sig af det som man kalder co-regulering, hvor terapeuten gennem øjenkontakt, kropssprog og stemmeføring er med til at berolige klientens nervesystem.
Herved kan terapeuten bidrage til at skabe et trygt tilknytningsrum, hvor klienten åbent kan udforske sine følelser, være i kontakt og få nye erfaringer.
Terapeutisk arbejde med integration af hjernen
En sund psyke kræver som sagt balance mellem hjernens forskellige dele som f.eks. en god forbindelse mellem venstre hjernehalvdel, der står for logik, sprog og struktur og den højre hjernehalvdel, som især står for følelser, sansning, intuition og en mere holistisk erkendelsesmåde.
Terapeuten kan gennem opmærksomhed og spejling være med til aktivt at bygge bro mellem klientens forskellige erkendemåder. I parterapi kan det for eksempel være en fordel at bygge bro mellem to parters tænkemåder, hvis den ene er mere domineret af en højre hjernehalvdels måde at erkende på og den anden er mere domineret af en venstre hjernehalvdels måde at erkende på.
I arbejdet med traumer kan terapeuten hjælp klienten med at forbinde instinktiv angst fra de nedre dele af hjernen med en mere rationel tænkning i de øvre dele af hjernen. Terapeuten også hjælpe klienten til at få en bedre kropsbevidsthed, bruge åndedrættet og være i kontakt med sig selv og terapeuten samtidig, samt forsøge at adskille sig fra de skræmmende følelser og undgå at identificere sig fuld ud med de følelser de er relateret til traumet.
Interpersonel neurobiologi viser, at psykoterapi ikke kun handler om ord, men også om relationer, kropslige oplevelser og hjernens evne til at ændre sig. Ved at skabe trygge relationer og styrke integration i hjernen kan terapeuter, både dem der arbejde psykodynamisk og dem der arbejder kognitivt, hjælpe klienter med at udvikle større følelsesmæssig balance og mental styrke.